Home » exart.dk » Interviews » Henrik Oxvig
Beatles og CEPOSPer Wium til møde i tænketanken, CEPOSIdeen var ikke at jeg skulle sige noget om politik i forhold til Beatles. Det ville jeg heller ikke kunne, jeg mener i det store hele at gruppen var ganske upolitisk og hvis de havde et grundlæggende budskab var det ”love”. Min rolle skulle være at sige noget om Beatles og deres musikalske frihedstrang, deres innovation. Jeg er ikke sart – jeg kan og vil gerne optræde indenfor mange kontekst'er – så jeg svarede ja tak til invitationen. En vis nysgerrighed drev mig selvsagt også. Read more |
Christian Have - kritik af kommercialismen i kulturlivetmarts 2008 Read more |
Henrik Oxvigaf Mads OlsenHvilket potentiale for læring besidder kunsten? ”I 2003 var jeg med til at kompetencebeskrive kunsthistorie-uddannelsen på Københavns Universitet. Vi skulle finde ud af, hvad en kandidat skal kunne, og vi blev ”tvunget” til at reflektere over, hvilke brede kompetencer det analytiske og teoretiske arbejde med kunst giver. Det var efter dette arbejde og på den baggrund, vi tilrettelage uddannelsen, således at vi sikrede, at kandidaterne ikke blot fik en uddannelse med relevans for forståelse af både oldtidens og samtidens kunst, men at de gennem uddannelsen også blev selvbevidst opmærksomme på hvilke muligheder dette arbejde giver i bred forstand. Og kunst er jo et fantastisk stof. Det rummer så mange potentialer for tænkning – og gennem historien er der udviklet så mange kompetencer i og med kunsten, at kan man trævle det op analytisk har man adgang til vigtige potentialer med mulig betydning for meget andet end netop kunst. Det har epoker før vores vidst – renæssancen eksempelvis, hvor dialogen mellem kunst og andre vidensfelter var intens. Kunsten er i den forstand menneskehedens flaskepost og indeholder hele det menneskelige register fra følelser til rationalitet. Det enkelte kunstværk rummer en kæmpe portion læring – men det kræver naturligvis evne til fordybelse, til koncentration at være i den transformative dialog med kunsten, som forløser disse potentialer hos den enkelte.” ”Nu har jeg jo selv været studieleder på kunsthistorie og kan med stolthed sige, at kunsthistorikere stormer frem og er meget efterspurgte. I al beskedenhed tror jeg, at det bl.a. er et resultat af, at vi ændrede uddannelsens fokus. De kunstuddannede i dag besidder en refleksiv, analytisk forståelse, som ikke længere handler så meget om at redegøre for kunstens hvorfor i form at datering og udviklingslinier, men mere om hvordan. Hvordan er værket? Og i det øjeblik, man går til kunsten på den måde og undersøger, hvordan værket er, så skaber man refleksivitet i den forstand, at kunstværket svarer igen og trækker en fortolkning – et potentiale - frem. At blive, ja, opmærksom på, hvordan kunstneren Rembrandt malede opmærksomhed er at få indsigt i en måde at være på, som måske i dag forekommer os i nogen grad selvfølgelig – men dette at være opmærksom på opmærksomhed, på hvordan menneskers indre liv ser ud, udtrykker sig, har ikke altid haft kunstens og kulturens interesse. Man har ikke altid haft opmærksomhed på det indre menneske. Og det er min opfattelse, at kunsten, ligesom videnskaben, kommer først – den skaber forståelse for noget, som kulturen endnu ikke har set, endnu ikke bemærket som mulighed. Renæssancemalerier fra epoker før Rembrandt var primært optaget af ydre handlinger, af at skildre nogen, der gør noget, handler med tydelighed – det var, hvad maleriet skildrede og viste: fortalte historier gennem ydre handlinger og positurer. Personerne i barokmaleren Rembrandts billedet har forskellige opmærksomheder på det, der sker omkring dem, og på det der sker i beskuerrummet: de ser muligvis ud på os - og fremkalder dermed denne opmærksomhed på opmærksomheden i beskueren. Der er så at sige sket en subjektudvikling fra renæssance til barok – fra optagethed af ydre handlinger til en højere grad af inderlighed. Og man har på den måde bidraget til at skabe – folde - et indre menneske. Det er sådanne størrelser, som må overvejes fra beskuerens synspunkt. Dermed flyttes fokus fra analyse til fortolkning og inddragelse, udvikling. Fra facitliste til indfoldning, udfoldning.” Bliver det så en form for selvdannelse fra beskuerens side? ”Med inspiration fra Deleuze vil jeg sige, at det ikke er et indre der foldes ud, men et ydre der foldes ind. Det er på baggrund af vores erfaring med og af det, vi kan se, at vi bliver til. Kunsten er i den forbindelse ikke et spejl, hvor jeg kan se, hvad jeg allerede kan - den er et spejl, der gør noget ved mig. Den viser mig noget – som jeg måske evner at se, at bekræfte og forstå. Derved bliver jeg til. Den er et spejl, der skaber mig. Når vi får øje på os selv udefra, bliver vi os selv indefra, så at sige. Og den refleksive bevægelse er oplæg til fortsatte undersøgelser. Der er andre – andre tematikker, andre forståelser, andre undersøgelser i kunsten. Det er klart. Men mange vedrører tilblivelser, bevidsthedsdannelse. Og at kunne deltage kvalificeret og kvalificerende i denne eksperimentelle tilbliven er en kompetence, som tilsyneladende er efterspurgt i erhvervslivet. Jeg er nu ansat på Kunstakademiets Arkitektskole og det står klart, at de studerende på KA, som evner både det konkrete og det abstrakte i eksperimentelle sammenhænge – evner hvad man som udenforstående vil kalde vanskelig tilgængelig form - er de studerende, som hurtigst får arbejde. Og hvorfor? Jeg tror, det er fordi, de evner, hvad vi kalder kompleksitetshåndtering – en betegnelse, vi har lånt fra Lars Qvortrup. Hvordan uddanner man så til kompleksitetshåndtering? Uden facitliste og med en meget høj grad af eksperiment. Det kendetegnende ved kunsten – og ved filosofien, under inspiration af kunsten - er, at den kan holde mange synspunkter på én gang. Man arbejder med et materiale – tegning eller tekst – og det, man håndterer, er en mangfoldighed af synspunkter. Man skal give slip – ikke insistere på et synspunkt – og give sig over til materialets evne til at magte det polyfokale. Traditionelt har man læst filosofi for at finde én eneste sandhed, ét overgribende synspunkt – men nyere læsning af Platon, Derridas læsninger for eksempel, har vist, at nok kan en dialog af Platon læses for dens pointe; hvad siger han? Men den kan også læses performativt; hvordan siger han det? Eller transformativt; hvordan forandrer, det han siger, noget? Rummeligheden, flertydigheden kommer til udtryk ved, at vi fremkalder noget i os selv gennem læsningen. Og vi erfarer, at tekstmaterialet kan være oplæg til mere end en læsning – at flere læsninger viser sig som muligheder på tekstens scene. Det kan være kropsligt, abstrakt eller noget andet. Og det er vigtigt at understrege at hvad jeg hermed siger ikke er oplæg til relativisme i betydningen at alt er lige godt, en hvilken som helt læsning kan være lige så god som enhver anden. Nej, der er tale om præcision – men præcisionen gælder muligheden for at sammenpasse en flerhed af tilgange. Hvis det var Platons ambition at vise os, at der kun er en sandhed, er det jeg siger at vende Platon om – men som filosofien har vist de seneste 150 år er omvendingen af Platon kompleks og ikke oplæg til at sige det modsatte af Platon. Og det ”sagde” Platon allerede selv, hvis man læser efter, altså at der er en flerhed af muligheder – men også at de skal håndteres med præcision. Ved at tegne med samme tilgang som vi skriver – altså med forståelse for tekst- eller tegningsvævets evne til at holde flere end et synspunkt - får tegningen nærmest et liv i sig selv gennem det, stregerne fremkalder i os. Nærmest som et landkort, som netop skal læses for at få betydning og leve. Det er den refleksivitet, vi gerne vil opdyrke.” Kunsten tilbyder i denne forstand en meget personlig dannelsesproces? ”Det mener jeg. Lad mig eksemplificere: Foucaults seksualitetens historie handler ikke om seksuel frigørelse, men om at vedkende sig og lære seksualitetens kræfter at kende. Gennem sit oeuvre behandler Foucault først viden, derefter magt og relativt sent de kræfter, seksualitetens kræfter, som er helt tæt på os, men som stadig er skabende og dannende Det er de kræfter, vi må lære at kende. Dannelsesprocessen - at få et bevidst forhold til seksualitet, til drifter, begær og sådanne energier, som jo også knytter sig til kunsten: lysten, begæret, men også frygten ved at skue, ved at se – er ikke at frigøre sig, men at blive bevidst om disse engagementer, om disse lyster, og da nok så meget bevidst om, hvordan vi bliver til i omgang med netop det vi ser. Det var, hvad jeg hentydede til tidligere, da jeg talte om det skabende møde med kunsten i forbindelse med Rembrandt.” Erhvervslivets flittige brug af kunst kan måske tolkes som et ønske om mere refleksive evner, som du beskriver her, hos medarbejderne. Ser vi konturerne af et nyt dannelsesideal, hvor både erhvervs- og kunstuddannelserne efterspørger refleksivitet? ”Jeg kan fornemme det. Jeg tror, at erhvervs- og kunstuddannelserne begynder at møde hinanden. Erhvervsuddannelsernes kompetencebeskrivelse rækker væsentligt udover det, at kunne lave et regnskab. Som kunstuddannelse har vi pludseligt noget at snakke med erhvervsuddannelserne om og oplever en genkendelighed i eksempelvis kompetencebeskrivelserne. Og vi skal ikke længere forsvare os som uddannelse, som vi måtte i gamle dage. Vi kan med ret ryg sige, at vi dyrker æstetik. Vi mærker godt nok presset fra regeringen, som kræver håndgribelige resultater og jævnligt truer med at nedlægge os. Ja, man nedlægger vel ikke hverken kunsthistorie eller arkitektuddannelsen – men man giver relaterede fag i gymnasieskolen meget ringe vilkår. Billedkunstfaget i gymnasieskolen er noget nær nedlagt – for få år siden var det obligatorisk i 3. G. Nu er det valgfag i 1. G. Man har ikke forståelse for de almendannende potentialer, som knytter sig til de visuelle fag – og man kan frygte, at det i fremtiden kun er få, der får denne dannelse gennem deres obligatoriske uddannelse, mens andre må opsøge den siden. For det er noget nær et faktum, at kunstinteressen kommer hos de fleste mennesker med alderen. Paradoksalt nok er regeringen tilsyneladende langt mindre forstående overfor værdien af det, vi laver og nu har talt om, end erhvervslivet er det.” |
Artists in Residence på Danmarks Blindebibliotek – et år efterOrganisationen tog imod madrigalgruppen fra Voces Copenhagen i et gennemarbejdet projekt AiR, hvor musikudøvelse in-house og filosofiske øvelser blev dagligdag for størstedelen af ledere og medarbejdere i en intens periode på tre uger i foråret 2005.Read more |
Samtale mellem Ole Fogh Kirkeby og Lars LiebstLars Liebst er administrerende direktør for Tivoli. Desuden formand for Kunstrådet. Lars Liebst reflekterer her over en række temaer i Ole Fogh Kirkebys bog "Begivenhedsledelse og handlekraft". Teksten er et uddrag af en samtale ved Center for Kunst og Lederskabs seminar i marts anledning af bogudgivelsen. Read more |
Managing Specialists - interview med Robert AustinRobert D. Austin er i Danmark for at forske i kunstens udfoldelsesmuligheder indenfor de erhvervsøkonomiske rammer. Robert Austin fortæller i interviewet om hvordan ledere kan lære fra kunstnere, om hvordan højt specialiserede medarbejdere ledes og hvad erhvervslivet kan lære af den udøvende kunst. Read more |
Dacapo Teatret 10 år - interview med Lone ThellesenEtablerede i 1995 Dacapo Teatret sammen med dramatiker, skuespiller og instruktør Lena Bjørn. Teatret består i dag dels af konsulenter med erfaring i organisationsudvikling, dels af skuespillere. Kunderne er både offentlige og private virksomheder og organisationer. Lone Thellesen fortæller her om forumteatrets styrker, samarbejdet med erhvervslivet, innovation, læring og forandring. Read more |
Danmarks kreative potentiale - samtale med Mikael LindholmMikael Lindholm er redaktør i Huset Mandag Morgen, foredragsholder og forfatter til en række bøger om innovation og globalisering. Ifølge flere af MandagMorgens rapporter og artikler er skandinavisk ledelse en ressource vi bør udvikle og satse på i fremtidens konkurrence. exart.dk satte Mikael Lindholm og Peter Hanke i stævne til en snak om Danmarks kreative potentiale. En snak som også kom omkring uddannelse, renæssance og byplanlægning. Read more |
Æstetik og fusion - interview med Niels HøjbergNiels Højberg er øverste administrative tovholder for processen frem mod skabelsen af Region Syddanmark, der består af Ribe, Sønderjyllands og Fyns amter - samt den sydlige del af Vejle Amt. Regionen har knap 1,2 mio. indbyggere. Niels Højberg er desuden medlem af tænketanken Public Governance. Her fortæller Niels Højberg om ledelse, æstik og fusion i forbindelse med strukturreformen. Read more |
Kunstneriske læringsprocesserArtiklen belyser det problematiske aspekt i organisationers sidestilling af overlevelsesture med kunstnerisk læring. Der tages udgangspunkt i et tidligere interview med Alejandra Mørk, direktør i Nycomed, der er kendt for at anvende kunstnere i udviklingsprocesser gennem flere år.Read more |