Home » exart.dk » Index 2007

INDEX 2007

”Når vi udvider det tænkelige, udvider vi det mulige” André Gorz, fransk socialfilosof.

I en globaliseret verden, hvor vores mulige mulighedsrum til stadighed udvides, kæmpes der indædt om vores opmærksomhed. Uendelige æstetiske kræfter bruges på at designe en forførelse, der har til formål, gennem tegn og symboler, at henlede vores opmærksomhed på netop denne sag, dette produkt. Vores horisont udgøres af æstetiske appeller: Politik, idéer, bøger, kunst, kaffe, bleer og sodavand blinker i ét væk indbydende til os, hvor end vi kigger hen.

Æstetikkens anvendelse i designkonkurrencen INDEX: Design to Improve Life kunne ikke være meget anderledes. Omdrejningspunktet for konkurrencen er bæredygtighed via æstetiske principper: Designerne og innovatorer drevet af en sociale og miljøorienteret indignation og et samtidigt håb om en bedre verden, søger gennem holdning og design, efter værdier og normer, der kan anerkendes i en lokal og global kontekst. Resultaterne er designs, som rummer både den æstetiske lækkerhed gennem funktionalitet og materiale og som samtidig indfletter sig i et langt større net af betydningsdannelse, ved at henlede vores opmærksomhed på en række problematiske strukturer i den verden, vi indgår i.

Design og det mulige

I oplevelsessamfundet har design fået luft under vingerne og pulsen til at stige. Der var engang hvor design var glasuren på kagen, et manisk udtryk til en kedsommelig vare eller et lækkert svang i buksen.
I dag er design blevet et begreb for en måde at sammensætte verdener og sjæle på og bryder derfor radikalt med den gamle opdeling mellem design som et billede og genstanden. Den gamle bygningsmetafor om at skabe eller kreere holder dog stadig, blot kan den i dag ikke reduceres til at give form til ting, men om at organisere og skabe relationer mellem flere komponenter, der allerede selv består af sammensætninger: En by, en virksomhed, en idé, et brand. Udfordringen for design i dag handler om at organisere denne sammensætning, uden at den på den ene side bliver totalitær, eller på den anden side en tom, æstetisk figur. Totaliteten finder sit udtryk i bedrevidenhed, kanonisering og fundamentalisme og er enten på vej mod implosion eller eksplosion. Omvendt ses den æstetiske figur, som en tom selvrefererende bevægelse holdt i live af forbrugerens maniske trang til umiddelbar nydelse og bekræftelse. Balancen er hårfin og målet må være en åndelig membran, hvorigennem flertydigheden iscenesættes som en produktiv styrke og ikke en svaghed.

Design som forandring

I oplevelsessamfundet skabes værdien ikke på fabrikken men i sproget, i tegn og billeder: Det er ikke varen, men den verden hvori varen skal få eksistens og betydning, der er afgørende for varens værdi. At skabe succes for en vare, er derfor at konstruere den verden, hvori forbruget skal foregå.

Markedsføring og reklame handler derfor i dag om på én gang at evaluere og drømme denne verden, helst på en elegant, let og legene måde, så der ikke tale om overbevisning, men om medvirken. Når vi åbner et magasin, ser TV venter i lufthavnen mødes vi konstant af opfordringer til livsformer: Måder at spise, rejse, kommunikere, drikke, leve og elske på, som alle er mere eller mindre appetitlige invitationer til mulige verdener og måder at have os selv på i disse verdener. Symboler, farver og rytmer, som alle er flertydige, appellerer affektivt til vores sanser, vores drømme og håb og byder os ind i en relation, hvori produktets verden virkeliggøres. Bag valget og sammensætningen af disse affektive kræfter ligger derfor grundige overvejelser om hvilke relationer, der er mest potentielle for at muliggøre forbrugerens forbrug.

Design er at kreere og skabe disse mulige verdener ved at henlede en særlig opmærksomhed på den unikke relation, som før netop denne verden særlig. En opmærksomhed, som i sin problematisering af varen kan påvirke forbrugerens forestillingsevne i nye retninger og dermed sætte forbrugeren ind i en aktivt medproducerende bevægelse. Design er i denne sammenhæng en åbning for forandring, en åbning af sjælen, et glimt af en ny vej. Design er et håb om frigivelse af liv i alle dets former.

INDEX: Design to improve life 2007

Index: Design to Improve Life er en verdensarena for fremtidens design og innovation som hvert andet år afholdes i København og prisvinderne 2007 er netop blevet udnævnt 24. august www.indexaward.dk

Ideen bag Index: er at styre de kræfter, der ligger i designbegrebet, i retning af etiske, globale og økologiske problemer og gøre disse til designets omdrejningspunkt og motor. Et eksempel på dette års prisvindende projekt, er en vandflaske der via solenergi desinficerer urent drikkevand og er tænkt som en billig hjælp til husholdningen i lande hvor rent vand er et problem.

Et andet prisvindende projekt er Tongue Sucker, som er et rødt, boldformet luftreservoir, der giver almindelige tilstedeværende på ulykkesstedet mulighed for hurtigt og effektivt at yde førstehjælp til bevidstløse ved at sikre vejrtrækningen. Når Tongue Sucker først er på plads kan den, der yder førstehjælp give hjertemassage, ringe efter hjælp eller behandle andre ofre. Samtidig signalerer den røde bold overfor ambulancepersonalet hvilke ofre, der har modtaget indledende hjælp.

Ved at gøre inklusion frem for eksklusion til tema, ved at ville det flertydige, omfavnes liv, økonomi og kultur i ét, er INDEX et glimrende eksempel på design-begrebets produktive kræfter: Ved at vælge at stirre krisen direkte i øjnene og forholde sig skabende til potentialer og begrænsninger bliver resultaterne holdningsbårne design. Design, som sætter selve varen som et flertydigt statement, der udfylder sin funktion, og samtidig gør opmærksom på den verden, den relation, den indgår i. En verden hvor forbrugeren kan eksistere mere økologisk, mere økonomisk, mere socialt ansvarligt uden at indskrive sig totalitært eller støjende. INDEX bliver et glimrende eksempel på det design handler om, nemlig at undersøge de strukturer og de kræfter, vi mener definerer vores mulighedsrum, og lade holdninger og flertydighed sammensættes, så det tænkelige udvides.

Udstillingen kan ses på Kongens Nytorv i København frem til 23. september